ART4U á la Carte

I perioden 21. april – 13. juni 2021 viser Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter udstillingen “ART4U a la Carte” med værker af de nordjyske kunstnere Nils Sloth, Britta Madsen & Søren Gøttrup, Lene Frederiksen samt Bruno Kjær

Åbent alle dage kl. 13.00-17.00. Mandag lukket.

Entré: kr. 30 (Personlige medlemmer inkl. ledsager gratis)


OBS! For at få adgang til udstillingen skal du kunne vise et corona-pas, som enten viser, at du er færdigvaccineret (14 dage efter sidste stik), har overstået infektion inden for de seneste 14-180 dage eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test). Børn under 15 år vil være undtaget.


Udstillingen ”ART4U a la Carte” er med de nordjyske kunstnere: Bruno Kjær, Lene Frederiksen, Kunstnerduoen BM*SG (Britta Madsen & Søren Gøttrup) og Nils Sloth.

Udstillingen dækker et spektrum af kunstneriske udtryksformer fra skulpturer til maleri, installation, kunstskrifter til glasskulpturer. Det hele skal opfattes som tilbud til publikum om at stifte bekendtskab med kunstens mangfoldighed som ved en overdådig middag med flere specielle retter, man kan forlyste sig med (i dette tilfælde evt. anskaffe sig).

Et tværgående tema i udstillingen er forholdet mellem ord, der bliver til tekst og mening og igen kan blive til billeder og skabe indgang til et måske metaforisk drømmeri, mellem oplevelser og erindringer, mellem fortid og nutid og med fremhævelse af de mange ikoniske momenter, der kan udtrækkes af virkeligheden og bearbejdes til nye udtryk. Ord gemmes i bøger eller placeret på skulpturer og bøger og skulpturer bliver så billedbærer f.eks. ordet bibel skaber en særlig forventning om store dramaer, mens bogbus er historien om, hvordan bøger nåede ud til fjerne afkroge og skabte glæde og dannelse. Men et ord som Swifts vækker undren og leder tanken hen på noget anderledes og fremartet.

Bruno Kjær

Bruno Kjær
hører til en af dansk mest innovative kunstnere, der altid udfordrer sig selv og dermed publikum. Tidligere har han bl.a. arbejdet med ”Reolen i Landskabet” (2009) eller ”De lyttende” (2007) med hoveder der var placeret i søer eller vandhuller, eller ”Skyggebiblioteket” I og II (2002, 2010, 2015), hvor han kombinerede kort, skuffer med ting, tegning og tryk, sommerfugle, tænder, røntgenbilleder, maleri og lyd til en samlet fortælling om noget, der er gået tabt, men lever som en erindring eller skyggetilværelse. Det er også den fortælling han trækker på i den nye udstilling med en lang skulpturfrise ”Skyggedans” og i de to serier af grafik bl.a. fra den enormt omfattende serie (der har rundet 300 arbejder) ”En rejses begyndelse”. Han er også kendt for sine mange forskellige bogobjekter – bøger der f.eks. har været nedfrosne, skudt eller brændt, så de bliver til netop nye objekter.

Lene Frederiksen

Lene Frederiksen
arbejdede oprindeligt ud fra papirets muligheder, som klip der forvandledes til relieffer og blev kombineret med kasserede og genfundne ting og fyldt på metaller og glas med ord og tekster om oplevelser eller tanker. Noget hun så senere har raffineret og minimaliseret til de skulpturer, vi oplever på udstillingen sammen med eksempler på hendes nonfigurative papirarbejder på raderet aluminiumsplade.

Britta Madsen
Søren Gøttrup

BM*SG – duoen Britta Madsen & Søren Gøttrup
har specialiseret sig i glasarbejde, der tager er en slags ny popkunst, hvor de tager fat på dagligdagens kommercielle ting og redskaber og forvandler begrebet ready mades gennem et særligt kunstnerisk twist med symboler og præget i glas som f.eks. i deres udstillinger ”Usful og Not”, ”Fake”, ”Every day Icons” eller fra 2018 ”The Truth”. På denne udstilling oplever vi deres ”THE NEW BLACK Stay Home with The Good Book”- der er parafraser over Bibler og begrebet Bogmærker og f.eks. tilføjet deres insektdræber sprøjteflasker, der gør kål på myre, myg og Corona.

Nils Sloth

Nils Sloth
er indehaver og bestyrer af det efterhånden legendariske Artbreak Hotel i Aalborg, hvor han selv residerer med maleri, lyd- og videoinstallationer, tegning, grafik; men også giver plads til andre gennem events, når der kan skabes en slags symbiose med stedets karakter. Han er en god ven af Bruno Kjær, der også har gæstet ’hotellet’ – de har i øvrigt begge arbejdet sammen med fotografen Niels Fabæk. Sloth har været meget optaget af Andy Warhols popkunst med et særligt personligt ekspressionistisk touch. Han har også givet sig i kast med skulpturer en af dem ”Bølgen” står i Hadsund lige ved broen, andre udsmykninger er på skoler og hos organisationer og firmaer. Nils Sloth har en bred farverig malerisk flade, der ikke lige kan sættes i bås og som også afspejles i arbejdet med billed- og teksthæfter og den nye meget flotte og tankevækkende serie ”Swifts”, der er baseret mixteknik og med på udstillingen.

Skrevet af Erik Meistrup – arrangør og kunstkritiker