TRAUN3

I perioden 25. juni til og med 18. september 2022 viser Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter en udstilling med værker af kunstnergruppen TRAUN, som består af kunstnerne Steffen Tast, Marianne Thingholm, Bodil Sohn, Bjørn Kromann- Andersen og Ulla Madsen.

Åbent alle dage kl. 11.00-16.00. Mandag lukket.
Helligdage: kl. 11.00-16.00

Entré: kr. 50 inkl. et krus gratis kaffe/te
(Personlige medlemmer inkl. ledsager gratis)

Gruppens navn TRAUN er et anagram til ordet NATUR og refererer således til natur, drøm/Traum, traume og trussel. Naturen og forskellige aspekter af naturen er det overordnede tema, herunder såvel menneskets mere eller mindre reflekterede adfærd i forhold til naturen, som naturens fascinerende fænomener samt de poetiske aspekter af den.

TRAUN3
En udstilling af værker, der forholder sig til natur i bred forstand.
Værkerne udføres primært i forskellige grafiske teknikker – herunder linoleumssnit, japansk træsnit, kartoffeltryk, ætsning og koldnål – bl.a. udført til udstillingen under to ophold på Grafisk Værksted Viborg i 2021 og 22. De vil blive vist i tredimensionelle installationer skabt til de fysiske rum på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter.

Baggrund
Gruppens kunstnere er alle uddannet i Århus og har en baggrund som grafikere og billedkunstnere med base i Århus/Østjylland.
I 2019 fandt kunstnerne sammen i et udstillings- og interessefællesskab omkring natur som geografisk miljø og tilstand, som begreb, kraft og ressource og med indflydelse på vores tilværelse på godt og ondt. Det blev til udstillingen TRAUN i Viborg Kunstforening, Pakhuset med to- og tredimensionelle værker.
Foråret 2021 præsenterede gruppen i ’Mellemrummet’ på Godsbanen i Aarhus udstillingen TRAUN2 med grafiske tryk, udført under et fælles arbejdsophold på Hollufgaards grafiske værksted. Værkerne blev vist som tredimensionelle installationer, specielt udført til det smalle, højloftede rum i ’Mellemrummet’.