LIMFJORDSMALERNE

Åbent alle dage kl. 11.00-16.00. Mandag lukket.
Helligdage: kl. 11.00-16.00

Entré: kr. 50 inkl. et krus gratis kaffe/te
(Personlige medlemmer inkl. ledsager gratis)

Gå på opdagelse i pop-up-udstillingen LIMFJORDSMALERNE på Gimsinghoved i perioden den 16. juni til og med den 25. juni 2023. Her kan du opleve værker af nogle af de mange Limfjordsmalere, som har naturen omkring Struer og Limfjorden i fokus.

Limfjordslandet har draget og inspireret malere gennem tiden.

I 1930’erne opstod en kunstnerkoloni i Toftum Bjerge omkring Michael Sørensen og hustruen Karen, sidstnævntes morbror var kunstneren Niels Bjerre. Fra 1924 til 1940 var den tidligere herregård Vejbjerggård koloniens samlingssted, og i perioden 1941 60 blev det pensionatet Granhøj. Områdets fantastiske lys og natur tiltrak i 1930’erne og 1940’erne billedkunstnere som Jens Søndergaard, Knud Agger og ægteparret Kirsten Gye Sejg og Johan Sejg, der slog sig ned i Granhøj. Siden fulgte bl.a. Hjalmar Westerdahl, Knud Eel. Du kan på udstillingen opleve værker fra alle ovennævnte kunstnere.

Også Venø har været centrum for mange malere igennem tiden. Elise Konstantin-Hansen kom til Venø i 1883 og vedblev hele sit liv med at besøge øen, hvor hun især var fascineret af fuglelivet og Limfjordens foranderlige væsen. Det var også her, at hun vendte genremaleriet ryggen. Niels Bjerre og Knud Agger har også ofte brugt Venø’s smukke natur som motiv.

Du kan også opleve værker af mere lokale kunstnere, som Ølby-maler Vagn Hasle Nielsen og Struerfødte, men senere Thyholmer, Kresten Rusbjerg. Ligeledes er der værker fra maleren Hans Brygge, der var tæt knyttet til Niels Bjerre. Hans Brygges motiver omkredser både fjord, Struerby og sågar Gimsinghoved.

Kom med til denne spændende pop-up-udstilling, hvor vi hylder de mange malere, der skabte værker med områdets vidunderlig natur som motiv.

Du kan opleve malerier af blandt andre Michael Sørensen, Jens Søndergaard, Knud Agger, Niels Bjerre, Hans Brygge, Hjalmar Westerdahl, Aage Sakarias Dahl & Vagn Hasle Nielsen.

Malerierne er venligst udlånt af Struer Museum.