SINNE EEG GROUP


Torsdag den 23. september 2021 kl. 20.00

Billetsalget starter den 31. august 2021 kl. 09.00 på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter
For medlemmer dagen før! (Max. 4 billetter pr. medlem)
Ring på tlf.: 9784 0258 eller send en mail til post@gimsinghoved.dk

Entré: kr. 200 | Medlemmer: kr. 150

Denne aften kan du opleve intet mindre end 4 tidligere Ben Webster Prisvindere på samme scene. Tilsammen udgør de Sinne Eeg Group. Så bliver det ganske enkelt ikke meget bedre. Sinne Eeg, sang | Jacob Christoffersen, piano | Morten Lund, trommer | Lennert Ginman, bas.

Der vil blive blandt andet blive spillet sange fra Sinne Eegs seneste album ”We’ve Just Begun” som blev indspillet med DR Big Band og kåret som “Årets Jazz vokal album 2019” ved Danish Music Awards.

Sinne Eeg er kendt for at være, om muligt, endnu bedre live end på Cd. Hendes koncerter kendetegnes ved stort nærvær, humor og et enormt musikalsk overskud, som bl.a. kommer til udtryk ved, at der i den grad leges og tages chancer på scenen – ikke mindst i hendes suveræne scat-sang, som må betegnes som værende i verdensklasse. Intet mindre!

En uovertruffen musikalitet har gjort pianisten Jacob Christoffersen til en af de mest efterspurgte pianister herhjemme. Hans eminente timing, kreativitet og lyriske sans gør enhver koncert med ham til en oplevelse. Jacob Christoffersen og Sinne Eeg har gennem en lang årrække været faste samarbejdspartnere.

Lennart Ginman har modtaget utallige priser, Grammy’er og hædersbevisninger og er i dag en af Danmarks mest respekterede bassister med et imponerende musikalsk CV som omfatter mange toneangivende projekter og bemærkelsesværdige samarbejder med mange af Europas vigtigste og mest indflydelsesrige artister.

Morten Lund har for længst gjort sig bemærket på den internationale jazzscene og er blandt andet fast medlem af den italienske verdensstjerne Stefano Bollanis trio. Morten Lund har været fast mand bag trommerne i Sinne Eeg Group i mange år, og han er i dag en af de mest efterspurgte trommeslagere i landet og en af de absolut dygtigste i Europa.